• forside
  • r11
  • hvid in
  • rose in
  • Port in
  • Mous
  • dessert

Søg

Porto Quevedo

Food Match

Porto Quevedo "Colheita 1997"


Vinhuset – baggrund:

Familien Quevedos vingård ligger i den lille by San João da Pesqueira som er midt i hjertet af den smukke Douro-dal. Vingården og markerne har eksisteret gennem flere generationer. Som de fleste små ejere af parceller i Douro, solgte man i starten druerne til de store afskibere. I Quevedos tilfælde solgte de i årtier deres druer til Taylor Port, hvilket jo tydeligt bevidner kvaliteten af druer fra Quevedo.

I den meget varme årgang 1975 ville Taylor i første omgang ikke købe druerne. Derfor måtte Oscar Sr., der stadig var advokat og boede i Viseu (Dão) selv i gang med produktionen. Det blev til 40 fade af port og 40 fade bordvin. Senere på året kom Taylor igen og købte den færdige port. Men arbejdet med selv at producere vine tændte en gnist i Oscar Sr. Derfor flyttede familien fra Viseu og op til den lille landsby, San Jõao de Pesqueira, i Douro-dalen.

I 1983 købte de vingården, Quinta Vale D’Agodinho, som i dag er deres vigtigste mark. Marken er beliggende mellem Quinta da Vargellas og det berømte varetegn, Cachão da Valeira. Det var her båden med nogle af portvinens største personligheder gennem historien, Dona Antónia Ferreira og Baron de Forrester, sank. Historien fortæller, sand eller ej, at Baron de Forrester druknede i den stærke strøm pga. vægten fra guldmønterne i hans lommer. Dona Antónia overlevede, da hendes store kjole holdt hende flydende.

Fra 1991 begyndte Quevedo så at producere vine under eget navn. Et nyt vineri blev bygget og siden er også kældre blevet udvidet i takt med at antallet af flere erhvervede hektar steg. Således høstes der nu fra mere end 100 hektar.

Da Oscar Sr.’s datter, Claudia, blev færdig som ønolog i 1999, overtog hun straks ansvaret for produktionen af Quevedos bord- og portvine. Senere kom Oscar Jr. til familiefirmaet og han har siden været ansigtet udadtil mht. marketing, rejser, besøg osv. Succesen har været overvældende, og i dag eksporterer Quevedo til hele verden.

Vin – baggrund:

Alle husets druer bliver plukket manuelt i små kasser og derefter bragt til kælderen. Der bliver kun plukket i de kølige morgentimer, og efter afstilkning bliver der om aftenen fodtrådt i de knæhøje granitkar (lagares). Der begynder mosten at gære. Når man har nået den ønskede sødme eller tørhed, hældes der alkohol i den stadig gærende most. Det stopper gæringen og bringer alkoholprocenten op på de ønskede 18-20%. Al portvin bliver, noget forenklet, produceret på denne måde.

Herefter deles de mørke typer op i Ruby, som er de mørke og kraftige typer (LBV, Crusted, Reserve, Vintage) og i Tawny, som er de fadlagrede/blendede portvine (Colheita, 10 Years, 20 Years osv.)

For hvide portvine gælder det, at der både produceres tørre og søde varianter. Her kan man også finde helt op til 40 Years Old typer. En ny og populær variant er den lyserøde portvin, kaldet Pink Port, som kun får ganske kort kontakt med drueskallerne, for at portvinen bliver flot pink.

Tawny-typerne er 10, 20, 30 og 40 års samt Colheita. Det er portvine med lang fadlagring. Alderen giver vinen en mahogni eller teglstensfarve, og vinene er bløde, søde og runde. Denne portvin tilhører den sidste kategori.

Colheita betyder ”årgang”, og for denne portvin betyder det, at vinen kommer fra året som er angivet på etiketten. Portvinen skal min. lagre 7 år før den tappes fra fad på flaske. Året hvor tapningen finder sted fremgår altid bag på etiketten. Denne portvin er tappet i 2014, hvilket betyder vinen har fået i alt 17 års lagring på fade. Det betyder netop, at Colheita portvinene bliver flasket præcis når de er drikkeklar. Derfor skal man ikke yderligere opbevare sin portvin derhjemme. Den er ufiltreret og koncentreret med masser af smag.

Denne Colheita fra 1997 består af følgende druer:

  • Tour Touriga Franca (35%)
  • Tinta Roriz (20%)
  • Touriga Nacional (15%)
  • Tinta Barroca (10%)
  • Tinto Cão (8%)
  • Other (12%).


Mahognifarvet og med mørkerøde skær i kanten af glasset. Duften er himmelsk med et væld af nuancer, der spænder lige fra tørrede frugter, ahornsirup, karamel, nødder og ahornsirup til kaffe, marcipan, chokolade og praline. Smagen er sødmefuld, saftig og koncentreret med en lang afslutning. Vigtigst af alt har den masser af syre til at styre sødmen. Det er en vanvittig flot afslutning der, på en elegant og behagelig vis, fylder hele munden som en fantastisk pleaser. Årgang 1997 har først og fremmest lagret på store 14.000 liter tanke og derefter i 650 liters fade. Den indeholder 114 g restsukker pr liter og er forholdsvis let i stilen.

Colheita kan serveres ved stuetemperatur, men ofte kan man også med fordel servere den køligt for at friske op i sødmen og dermed forbedre balancen. Prøv at servere den ved 12-14°C til søde desserter med chokolade og nødder eller sammen med kraftige oste - dog aldrig til is!


DrueLandAlkoholRegionÅrgangIndholdVarenr
Touriga Franca Tinta Cão o.a. Portgual 19,5% Douro ingen 75 cl. / 6 stks. krt. #436-97