• forside
  • r11
  • hvid in
  • rose in
  • Port in
  • Mous
  • dessert

Søg

Gianni Gagliardo Barolo DOCG

Food Match

Gianni Gagliardo Barolo DOCG


Vinhuset - baggrund

Giannis historie begynder i 1970’erne da han gifter sig med datteren af Paolo Colla, en 4. generations vinproducent bosat i Piedmonte-området som havde en særlig forkærlighed for Barolo-vinene. Gianni kom fra en afholdsfamilie i den lille landsby Monticello d’Alba, men begyndte dag for dag at lære mere om vin.

I 1986 tog firmaet en stor drejning, for Gianni havde nu overtaget Paolo Collas vinproduktion og var nu blevet solo leder af vinhuset. Han besluttede at ændre navnet fra Paolo Colla til Gianni Gagliardo, og dermed ændrede han også vinstilen. Han begyndte med at udskifte de gamle fade i kælderen med nye mindre franske fade og lidt efter lidt fulgte fornyelsen af produktionen også. I dag er hans 2 ældste sønner gået ind i firmaet, Stefano i produktionen og Alberto i vinmarkerne. Gianni Gagliardo råder over 30 hektar jord og producerer hvert år 300.000 fl. vin. 30% bliver solgt i Italien og de resterende 70% eksporteres til over 25 forskellige lande. Familien har efterhånden dyrket vin i seks generationer, og de blev i 2010 nomineret ved ”Oscar del Vino” til den prestigefyldte titel ”Bedste Vinhus”.

Det har altid været en naturlig del af vindyrkningen hos Gagliardo, at man passer på og arbejder med naturen helst uden brug af kemikalier i marken og uden tilsætningsstoffer i vinen. Det har udmøntet sig i en godkendelse fra de italienske myndigheder, så Gianni Gagliardo fra 2016 stolt kalde sig økologisk vinproducent

Vejrforhold / Klima 2012:

Året 2012 var præget af en meget varm og tør sommer. Det havde desværre en negativ indvirkning på de italienske vinproducenter, som oplevede det laveste udbytte i 50 år. Samtidig var vinteren og foråret i Piedmonte mærket af et usædvanligt vejr. Der faldt stort set ingen regn i december og januar, mens temperaturerne derimod var meget normale. I februar derimod frøs det helt ned til -20°C i i alt 10 dage udover at der også faldt 100 cm sne. Regnen fortsatte helt ind i foråret hen til midten af maj. Det positive ved det våde forår er dog, at al regnen og sneen betød, at vinstokkene nu havde fået rigtig gode vandreserver, som var nødvendige for at modstå den varme og tørre sommer som ventede dem. Lige som vandreserverne var ved at slippe op ultimo august bød september på 3 dage med masser af regn, så vinstokkene og druerne fik fornyet energi til at modne optimalt i den sidste (og ikke mindst kritiske) del af sæsonen. Druerne modnedes og kom i fuld balance, klar til høsten.

Man kan sige om årgang 2012, at på trods af udfordringerne, har Gianni Gagliardo formået at opretholde kvaliteten fuldt ud. Der kan ved nogle vine mærkes mindre syre end i 2011.

Vin – produktion

Druerne til denne Barolo kommer primært fra La Morra, Monforte og Barolo. Hver enkelt plot bliver plukket når druerne er perfekt modne. Barolo laves altid på Nebbiolo-druen. Den blomstrer tidligt men er faktisk den druesort i Piemonte, der modnes senest. Derfor høster man ofte først Nebbiolo i midten/slutningen af oktober. For at hjælpe druen lidt på vej, sørger de fleste vinbønder for at plante Nebbiolo på de marker, hvor der er fuld soleksponering og helst meget lidt vind.

Efter håndplukning og sortering af druerne ligger druerne til udblødning i 7 – 12 dage afhængigt af hvilken mark de kommer fra. Der bliver ikke tilsat gær, og der bliver ikke varmet op for tanken for at fremprovokere gæringsprocessen. Vinen gennemgår hermed en vildgæring, hvilket betyder, at vinen får lov til at gære uden vinmagerens/ønologens indblanding. Efter endt gæring bliver vinen overført til træfade for at gennemgå den malolaktiske gæring, der normalt tager små 10 dage. Indtil foråret bliver mosten omrørt (battonage) én gang om ugen. Inden udgangen af foråret bliver vinene fra de forskellige ”lots” blandet til den færdige vin. Vinen får nu lov at lagre i 6 mdr. på barriques før den kommer på flaske og lagrer endnu et år.

Farven på denne Barolo er granatrød med orange nuancer i kanten. Duften er intens og kompleks med aromaer af kirsebær, hindbær og blomsteragtige undertoner af violer og roser. Smagen er krydret med hvid peber, læder, kanel og chokolade. Tanninerne er kraftige men de bløder op efterhånden som vinen får lidt ”luft”. Resultatet er en harmonisk og velbalanceret vin med en vifte af smagsindtryk, man hurtigt bliver forfalden til. Eftersmagen er lang, og selv når glasset er tomt, hænger aromaerne ved.

Gianni Gagliardo sætter en ære i at frigive ”drikkemodne” vine. Det vil sige, at denne Barolo er klar til at nydes nu, men den kan også tåle yderligere lagring i et mørkt, køligt og tørt sted.

Vinen anbefales serveret lige under stuetemperatur ved ca. 18°C. For dem, der foretrækker en ”varm” vin frem for en kølig vin, kan denne Barolo også sagtens bære at blive nydt ved stuetemperatur. Vinen kan med fordel dekanteres før den serveres.

Prøv at servere den til et par røde bøffer og andet oksekød, lammekød eller krydrede fjerkræsretter og vildt.




Ratings

2012

  • Gold v/Decanter World Wine Award

  • 89/100 Decanter Recommended

  • 92/100 JamesSuckling.com

  • 93/100 Wine Spectator

  • 90/100 I Vini di Veronelli

  • 86/100 Luca Maroni

DrueLandAlkoholRegionIndholdVarenr
100% Nebbiolo Italien 14,5% San Ponzio 75 cl. / 6 stks. krt. #22691